Hit Counter

Kapitel 1

Sorry, your browser doesn't support Java(tm).

 

 

1.

  England 1749 :

       Jeg er flygtet. Fra fattigdom, beklagelser og skrigende børn. Og fra ansvaret som til sidst hvilede enormt tungt på mine skuldre. Nu er jeg endelig fri. For min sidste ugeløn har jeg købt en hest, og nu rider jeg ud af landevejen. Jeg hjælper lidt til på gårdene til gengæld for lidt mad til mig selv og græs til hesten. Følelsen af frihed fylder mig næsten helt. Den svage stemme bagerst i min bevidsthed, der hvisker : "Flugt er ingen udvej ", vælger jeg at overhøre. Min vrede, over at min kone og børn har ødelagt mit liv, retfærdiggør mit valg. De klarer sig bedre uden mig !!!

       Jeg kan stadig føle knuden i maven efter de utallige gange mit raseri har taget magten over mig. Billedet af min grædende kone har brændt sig fast på min nethinde, og børnenes fortvivlede skrig lyder stadig i mene ører. Skrig, der kalder smertelige minder fra min egen barndom frem. Oplevelser, jeg troede, var glemt forlængst, dukker op i natlige mareridt, hvor jeg vågner op badet i sved. Og husker alle de gange, jeg fik bank af min far, når han var fuld. Sådan en far ville jeg aldrig blive. Så hellere forsvinde. Det havde jeg tit ønsket, at min egen far ville have gjort. I stedet for at plage livet af min mor og mig. Jeg tror, min mor døde af sorg, for hun elskede ham virkelig. Og hun kunne ikke klare at se på, at han i afmagt ødelagte sit eget og vores liv. Og så gav hun lige så stille op...

       Jeg holdt ud i 2 år efter, at hun var død, men som 12-årig løb jeg hjemmefra. Jeg fik hyre på et skib, der sejlede til de varme lande. Det var spændende at komme ud at se verden og stå på egne ben. Jeg elskede livet til søs, det åbne hav og følelsen af frihed. Når jeg stod til rors om natten alene med millioner af stjerner blinkende på himlen, følte jeg nogen gange en sær længsel... Efter hvad vidste jeg ikke, men følelsen gjorde mig urolig og lidt trist. Ellers var det et godt liv med hårdt arbejde og kun lidt tid til at tænke på sig selv. Jeg nød havets enorme kraft, og følte mig på en måde forbundet med vandet.

  Efter 7 år gik jeg i land, og kort tid efter mødte jeg den pige, der skulle blive min kone...

       Solen er ved at gå ned. Der er ingen gårde i nærheden, så jeg er nødt til at overnatte det fri. Fuglesangen er ved at forstumme. Fred hviler over landskabet, og jeg indsnuser den friske luft, der er en behagelig forandring fra Londons stinkende gader med rotter og larm fra fulde mennesker, som er nødt til at bedøve deres sanser for at udholde stanken fra den losseplads, de har valgt til deres hjem... Langs med vejen løber en flod og jeg nærmer mig en skov. Her vil jeg slå lejr for natten. Efter at have vandet hesten og bundet den til et træ med saftigt, grønt græs omkring, får jeg lyst til en dukkert. Jeg tager alt tøjet af og hopper i vandet. Det er dejligt køligt og forfriskende og skønt at få skyllet de sidste dages sved og støv af kroppen. Oppe på flodbredden igen tager jeg nogle totter græs, som jeg gnider mig tør med. Det får blodet til at rulle hurtigt i årerne og giver varme indvendigt fra. Jeg samler nogle tørre kviste og tænder et bål, så jeg kan koge vand til te. Der er stadig lidt brød og et stykke tørret kød tilbage fra den sidste gård, jeg havde været på. Jeg er godt sulten, så jeg nyder det enkle måltid. Derefter lægger jeg mig på ryggen med armene under hovedet og ser op i stjernehimmelen. Varmen fra bålet gør mig døsig og for første gang i mange år føler jeg mig lykkelig. Ensomheden, som har fulgt mig hele mit liv, er væk. Helt alene, under nattehimlen med bålets sagte knitren og vandets beroligende rislen i mine ører, ligger jeg og føler, at der noget bag ved stjernerne, som kender mig, holder af mig og hjælper mig. Mens denne vidunderlige følelse fylder min bevidsthed, falder jeg i søvn.

       ...Jeg befinder mig i en lille jolle ude på åbent hav. Det er mørkt, og stormen raser. De høje bølger kaster båden omkring, alt imens jeg klamrer mig fast til stævnen. Jeg er rædselsslagen og angsten lammer mig helt. Det eneste, jeg tænker på, er at holde mig fast. Pludselig hører jeg en stemme hviske noget i mit øre. På grund af stormen kan jeg ikke høre, hvad der bliver sagt. Vandet vælter ind over båden, og jeg ved, at det kun drejer sig om minutter, før det hele er forbi. Stemmen i øret kommer igen, og denne gang lidt højere. "Hvad siger du ?" skriger jeg fortvivlet og udmattet, uden at vide hvem jeg spørger !!! Stemmen er der igen og NU kan jeg høre den tydeligt : "Tag roret" siger den. "Hvad", råber jeg. "Hvor ?" "Tag roret " siger den igen, "tag ansvaret" !!! Langsomt drejer jeg hovedet og ser, at roret på jollen er intakt. Med mine sidste kræfter tvinger jeg mig til at give slip på stævnen og falder ned i bunden af båden.Så rækker jeg armen i vejret og får fat i rorpinden.

       Som ved et trylleslag bliver alt stille... Bølgerne er væk og havet helt blankt. Solen er ved at stå op, og da jeg ser ned af mig , opdager jeg, at mit tøj er helt tørt. En blid vind skubber båden forsigtigt fremad. Jeg er målløs og chokeret. Spørgsmål begynder at trænge sig på. Hvor er jeg ? Hvem talte ? Hvad er meningen ? Er det noget, jeg drømmer ?

       Med èt kan jeg se land i det fjerne, og jeg styrer båden imod det...

       En lyd... Hvad er det ? Jeg vågner med et sæt. Det lød som en gren, der knækkede. Det er ved at blive lyst, og jeg ser hen imod skoven, men kan ikke se noget usædvanligt. Hesten derimod står og kikker nervøst ind i skoven. Jeg lægger mig tilbage igen og slapper af. Det var nok bare et dyr... Hvad var det for en mærkelig drøm, jeg havde lige inden jeg vågnede. Jeg har aldrig drømt sådan noget før. Det føltes helt virkeligt. Var drømmen et budskab fra min underbevidsthed ?

       Pludselig glider en skygge hen over mit ansigt, og jeg ser op på to mænd, der bøjer sig ned over mig. "Slap af, ellers går det galt ", siger den ene og griber om min hals med begge hænder samtidig med, at han trækker mig op i siddende stilling. " Har du nogen penge? ", spørger den anden. Jeg prøver at ryste på hovedet, og grebet om min hals løsnes. Jeg ser afmægtigt til, mens de to landevejsrøvere gennemroder mine få ejendele for at finde noget af værdi. En vrede begynder at vokse eksplosivt i mig og snart overdøver den angsten for røverne. Da de går hen imod hesten, kan jeg ikke styre mig længere, og uden at tænke på konsekvenserne flyver jeg op og kaster mig over den røver, der går bagerst. Jeg er vild af raseri over, at de nu skal til at ødelægge alt for mig, lige nu, hvor jeg er lykkelig for første gang i mit liv... Fortvivlet kæmper jeg for mit liv, men de får hurtigt overmandet mig. De begynder at slæbe mig ned mod flodbredden, og min vrede forvandles til desperat angst. De når vandet og kaster mig ned på ryggen. Jeg får hovedet under vandet,og nu træder de på begge mine arme, så jeg ikke kan bevæge dem. Jeg sparker vildt med benene, og mit hjerte begynder at hamre hårdt i brystet. Jeg forsøget af al magt at holde vejret og knibe læberne tæt sammen. Jeg kan se bobler komme ud af min næse og stige op mod overfladen. Jeg kan se den blå himmel, og solens stråler skinner i mine øjne. En skarp smerte stikker i brystet, og da smerten til sidst bliver uudholdelig, fylder en bøn hele mit sind. 

For første gang i mit liv beder jeg : 

"Hjælp mig " !!!

       Straks hvisker en stemme i mit øre : "Giv slip ". Jeg åbner munden og vand strømmer ned gennem min hals og fylder mine lunger. Jeg opgiver kampen og bliver slap i hele kroppen,  

og alt bliver sort...

 

Skriv i min

GAESTEBOG

 

Indhold :