Kapitel 18

18.

       Prinsessen havde en veninde. De havde kendt hinanden i 15 år. Veninden havde været som en datter af huset. Hun gik i skole med prinsessens søn. Lige fra de gik i 2. klasse, havde hun fortalt prinsessen om sine problemer derhjemme, og senere, da hun blev voksen om sine kærester og de problemer, de havde. Også glæderne havde de delt. De lignede hinanden meget af sind, og forstod derfor hinanden så godt.

       Mange gange havde prinsessen ledt sin unge veninde igennem forvirringens labyrinter. Og mange gange havde hun trøstet hende, når det hele blev for hårdt.

       Da hun selv blev voksen, gav hun så tilbage til prinsessen og gjorde meget for hende og hendes børn. F.eks. hjalp hun prinsessen med at få mod til at vende tilbage til Skagen.

       De snakkede meget sammen, især om det åndelige, som de begge interesserede sig for. De følte begge, at deres sjæle var beslægtede. Aldersforskellen imellem dem var uden betydning, selvom veninden  nogle gange faldt tilbage i barnerollen, når de var sammen.   

       Veninden vidste alt om prinsessens længsel efter at finde sin prins. Hun havde selv den samme længsel.

       Da eventyret begyndte, var veninden hele tiden med på sidelinjen. Hun var i mellemtiden flyttet til Århus, så alle de spændende oplevelser blev genfortalt over tlf. Hun levede med i alle prinsessens følelser. Hun delte glæderne og støttede og indgød mod, når prinsessen kæmpede imod dragerne. Selv havde hun også problemer med sit liv. Hun var stadig forvirret og havde svært ved at tage beslutninger.

       På et tidspunkt gik det så dårligt, at prinsessen foreslog hende at tage op til hendes prins, healeren. Han ville helt sikkert kunne hjælpe hende. Hun vidste ikke rigtigt, om hun ville, så prinsessen rådede hende til at prøve at ringe til ham og høre, hvad han sagde. Det gjorde hun så, og ringede straks tilbage og fortalte glædesstrålende, at hun bare kunne komme derop med det samme.

       "Alle tiders", sagde prinsessen, "og ring og fortæl mig om det, når du kommer hjem."

       "Selvfølgelig", svarede veninden, "Tak for det, du er VERDENS BEDSTE VENINDE !!!"

       Samme aften, da prinsessen var kommet i seng og var ved at falde i søvn, kom der en besked som lyn fra en klar himmel. Uden forvarsel stod det mest utænkelige pludselig lysende klart i hendes bevidsthed. 

1000 drager spyede ild på hende og hun styrtede bagover ned i et afgrundtdybt mørke, da tanken var tænkt til ende:

"DE BLIVER KÆRESTER" !!! 

       I mørket var alt kaos. Hun prøvede at tænke klart, at forkaste denne forfærdelige besked. Hvor kom den fra, og hvem ville gøre hende så ondt??? Alt i hende kæmpede imod. Hun VILLE ikke tro, at det kunne være sandt.

       Hvorfor fik hun det at vide nu? De havde jo ikke engang mødt hinanden endnu!!! Var det fordi, hun skulle have tid til at forberede sig. Var det for at afbøde det chok, som ellers ville komme senere???

       Kvalmen steg op i halsen på hende, men hun kastede ikke op. I stedet begyndte tårerne at løbe, og lidt efter hulkede hun krampagtigt. Det gjorde så ondt, at hun næsten ikke kunne få luft. I blinde greb hun efter tlf. og trykkede nummeret til sin gamle trofaste veninde, til hvem hun også havde fortalt alt om prinsen.

       Først kunne veninden ikke høre, hvem det var, for prinsessen kunne ikke tale. Hun hulkede og gispede efter vejret. Veninden var nu blevet klar over, hvem der var i røret, og hun prøvede at berolige hende. Lidt efter kunne prinsessen fremstamme enkelte ord:   "Jeg-----kan-----ikke-----klare------det !!!"

          Nu hulkede hun endnu mere, og pludselig skulle hun kaste op. Hun sagde det til veninden og kastede røret fra sig på sengen og løb ud i badeværelset. Hun lagde sig på knæ foran wc-et, men der kom kun lidt slimet skum op...

    Og dragerne frydede sig i baggrunden...

       ...SMERTE, min tro ven og  følgesvend, du har fulgt mig fra jeg blev født og er stadig med mig. Dig kender jeg mere intimt end noget menneske. Dig ved jeg, at jeg kan stole på, du aldrig svigter mig . Og er det ikke dig, der har lært mig alt det største og vigtigste her i livet ? Har du ikke lært mig, at igennem smerte fødes vi, lærer vi, vokser vi, og  først når smerten forstås og accepteres, først da kan vi føle lykken og kærligheden, først da kan vi nyde livet med ALT, hvad det indebærer.

       Jeg ser dig nu som en ven, MIN SMERTE, og ikke som en fjende, jeg skal kæmpe imod. Lige så længe jeg har brug for dig, lige så længe vil du være hos mig. I perioder kan du godt trække dig tilbage på tilskuerpladsen, men de, som OGSÅ kender dig, vil kunne se din "usynlige" tilstedeværelse i mine øjne. Selvom jeg er glad og ler, sidder du altid lige bagved som et sørgmodigt "blåt" glimt i mine brune øjne...

       Havde jeg ikke følt sorgen over ikke at blive elsket, havde jeg heller aldrig ledt efter kærligheden andre steder, og så havde jeg heller ikke fundet den guddommelige kærligheds velsignelse og nåde. Jeg TAKKER  for smerten !!! Uden den ville jeg aldrig have fundet min sjæls dybder.

       Havde jeg ikke vandret i sorgens dal, havde jeg heller aldrig kunnet nyde bakketoppens vide "udsyn". Og den viden, at der ER en verden af skønhed, når bakken nås, giver mig en dyb, tilfredsstillende følelse af tillid til GUD og Universe., Og  for hver gang mine fødder når toppen af bakken, dannes flere og flere rødder under dem, som gør at opholdet på bakketoppen bliver længere og længere . Selv den nødvendige tunge vandring i dalen opleves ikke så meningsløs og hård mere, når den indre vished om vandringens begrænsning i tid bliver bevidst i tanke og forventning.

       Tilbage til telefonen og veninden: Den eneste lyse tråd hun havde at holde i. Hun kunne nede fra bunden af det mørkeste hul se venindens ansigt lyse. Og hendes stemme holdt hende fast. Den trøstede og hjalp hende langsomt tilbage til lyset og op af hullet.

       Veninden troede ikke på den besked, prinsessen havde fået. Hun sagde, at det bare var angst og fantasi, men prinsessen måtte overbevise hende om, at den var sand...For nu havde hun virkelig brug for mod til at se denne sandhed i øjnene. De snakkede i flere timer, og tilsidst nåede prinsessen frem til den styrke, der skulle til for at acceptere det, der nu skulle til at ske.

       Den næste uge blev meget hård at komme igennem. Den indre ridder kæmpede ihærdigt med dragerne. Men som det altid er, når man kæmper lysets sag, vandt han...

       Og der er ingen tvivl om, at han fik hjælp af Himlens store ridder Ærke-engelen Michael med det blå flammesværd... Ham bad prinsessen om hjælp!!!

       Aldrig havde hun forestillet sig, at en PRØVE kunne være så svær. Aldrig havde hun forestillet sig, at hendes livs eventyr skulle ende på denne måde!!! Dog var hun meget heldig, fordi hun fik en hel uge til at forberede sig. Og det takkede hun for.

       Nu vidste hun, hvad hun skulle gøre. Når hendes lille veninde ringede for at fortælle, hvad der var sket, ville hun ønske dem al mulig lykke i fremtiden. Hun ville bære sin sorg med værdighed, og ikke lade den skinne igennem...

      Desværre kom det ikke til at gå så nemt. Da veninden endelig ringede, lod hun fuldstændig som ingenting. Hun spurgte, hvordan prinsessen havde det, som om alt var helt normalt... Prinsessen ville hellere vide, hvordan HUN havde det, og hvad, der var sket. Men veninden snakkede stadig udenom.

       Hun vidste jo ikke noget om den chokerende besked, prinsessen havde modtaget en uge før. Så hun sagde, at der ikke var sket noget!!!

       Nu blev prinsessen vred. Hun sagde: "Det eneste jeg vil vide er, om han skal være DIN MAND ?" Der blev helt stille i tlf. Og så sagde veninden: "Ja, det skal han!!!" "Godt!, sagde prinsessen, "så vil jeg bare ønske jer al mulig lykke!!!"

       Hurtigt lagde hun røret på og lod tårerne få frit løb. Så var det rigtigt. Beskeden var sand. Hun græd og græd, og bagefter følte hun sig helt tom. Hun havde bestået PRØVEN...

       Og dragerne trak sig modvilligt tilbage og forsvandt...

Indhold :