Kapitel 5

Sorry, your browser doesn't support Java(tm).

 

 

5.

       Der gik et år efter, at jeg havde fået øje på ham, inden jeg endelig kontaktede ham. Jeg havde spurgt mig for rundt omkring for at få at vide, hvem han var, hvor han boede. Hver aften, når vi havde spist, gik jeg tur med hunden, og tit mødte jeg ham, når han cyklede igennem byen. Han lagde dog ikke mærke til mig. En aften, hvor jeg skulle i biografen, så jeg hans cykel holde dér. Så satte jeg et klistermærke med hjerter på hans sadel.  

       Nu har jeg altid været ret impulsiv, så jeg bestemte mig for at skrive et brev til ham; jeg havde jo ikke noget at tabe! Jeg skrev, at nu havde jeg gået og kikket på ham i et år, om vi ikke skulle mødes og se, om vi havde noget at snakke om ? Han ringede dagen efter og sagde, at han lige havde fået en lejlighed og var ved at flytte; om han måtte ringe igen, når han fik tid, så ville han gerne komme at besøge mig ? "Selvfølgelig," sagde jeg. Der gik vist kun en uge, så ringede han en aften og spurgte, om jeg gav en kop kaffe ? "Jeg drikker ikke kaffe, men jeg har lige lavet cacao," svarede jeg. "Det er i orden, jeg kommer med det samme," sagde han. Mit hjerte fløj op i halsen og jeg begyndte at ryste. Men aftenen gik faktisk fint. Vi snakkede ret godt sammen, og da han gik, og spurgte jeg  ham, om indtrykket havde været positivt eller negativt.  

       Som svar gav han mig et kys. Jeg nåede lige at dreje hovedet, ellers havde han ramt munden. Og jeg var genert. Det var også grunden til, at der gik et stykke tid inden, vi gik i seng sammen første gang.

       Han fortalte mig senere, at han havde været meget spændt på, hvordan "DET" var med en kvinde, der var så meget ældre end ham selv. Han var 28, og jeg var ti år ældre. Så da jeg endelig fik overvundet min generthed, og spurgte jeg ham, om han troede, vi kunne andet end at snakke sammen, blev han godt nok overrasket over, at det kunne være SÅ dejligt. Der gik dog et par måneder, før det blev fuldt tilfredsstillende for os begge, da jeg ikke fik orgasme. Jeg kunne ikke give mig selv helt hen, før jeg var helt sikker på, at han elskede mig.

       Da vi havde kendt hinanden i en måneds tid, kom han en dag og sagde, at han ikke vidste, om han kunne klare det. Da jeg spurgte ham om, hvad, det var, han ikke kunne klare, vidste han det ikke ! Havde han en forudanelse om, hvad der ville komme? Tvivlede han på, om han kunne klare den opgave, han havde påtaget sig engang for længe siden i en anden dimension ?

       Jeg prøvede at berolige ham, og sagde, at jeg da ikke ville tvinge ham til at gøre noget, der var ham imod; det var da ham selv, der bestemte, hvad der skulle ske !!! Han blev lettet og glad, og han valgte endnu engang den svære opgave, det  blev at skulle føre os begge gennem himmel og helvede....

       En måned efter denne for ham så svære beslutning, satte jeg ham på endnu en prøve. Jeg var helt klar over mine følelser for ham og bestemte mig til at fortælle ham om dem. Derfor skrev jeg et brev til ham, hvor jeg lod ham vide, at jeg var smask-forelsket i ham (typisk for en københavner at overdrive). Jeg tog op til hans lejlighed for at aflevere brevet, da jeg var på vej hen i fotoklubben. Så kunne han i ro og mag tænke over det, til jeg kom tilbage. (Senere fortalte han mig, at han havde troet, at jeg ville slå op med ham. Han fik så ondt i maven, at han ikke havde kunnet spise sin aftensmad.) Da jeg endelig kom tilbage, var han meget bevæget og sagde: "Jeg må indrømme, at jeg også er blevet en smule forelsket i dig"  (som en nordjyde, der mestrer underdrivelsens kunst).

       Han var også taknemmelig for mit tilbud om, at strikke tykke sokker til ham, hvis han skulle få kolde fødder igen...!!!

       Ikke mange aftener efter lykkedes det: Jeg fik orgasme. Og det var pragtfuldt. Jeg græd og var meget lykkelig, og han var meget stolt... Jeg stod ud af sengen og satte Billy Joel på grammofonen :

"This night you`re mine it`s only you and I. Tomorrow is a long time away.  

THIS NIGHT can last forever..."

        Tilbage i sengen lå han med hovedet under dynen, og jeg tror, han græd. Jeg troede selvfølgelig, at det var af glæde, men fandt senere ud af, at det ikke havde været tilfældet. Kærlighedens glæde blev forvandlet til smerte. Den kærlighed, som havde gjort mig  jublende lykkelig, havde vækket hans angst for at miste. Denne angst som senere skulle få magt over alt, hvad han sagde og gjorde...  

    Det var forår, og vi var forelskede, så vi nød hinanden, gik lange ture, tog på nat-fotografering sammen, og tilbragte flere og flere aftener og nætter sammen. Nogle gange skrev jeg små sedler til ham og lagde i hans madkasse. Og for at overraske ham kunne jeg også finde på at gå op i hans lejlighed og lægge mig nøgen i hans seng og så vente på, at han kom hjem. Og mon ikke han blev glædeligt overrasket... En dag havde han købt  en ny LP, og han sagde, at jeg skulle sætte mig i en stol: "Denne her sang er til dig", sagde han, og spillede News med Søs Fenger i forgrunden :

"Du er den eneste, jeg holder af, du fylder op den hele dag.  

Du er det smukkeste, jeg endnu har set,  du er det bedste, der for mig er sket.  

Du er det varmeste, der er på jord, du er der, hvor alle blomsterne gror. 

Du tog mit hjerte med, pas godt på det, for det har ingen våben med.   

Se det er KÆRLIGHED... 

Du er den eneste, jeg stoler på, derfor må du aldrig,  nej aldrig gå..."  

       

       Tit havde vi det også sådan, at vi tænkte og sagde de samme ting. Og han kunne altid få mig til at grine. Vi pjattede og fjollede rundt og havde det tit rigtig sjovt, også i sengen.

       Han betroede mig, at nu var hans drøm endelig gået i opfyldelse: Og måske en dag en datter ? Desværre måtte jeg skuffe ham. Jeg troede ikke, at jeg kunne få flere børn efter at have haft gonnorrè et år efter at min søn, der nu var 12 år, var blevet født. (Jeg var heller ikke blevet gravid med min eks-mand gennem ti år, så jeg troede selvfølgelig, at det var mig, der var noget galt med). Han sagde, at han elskede mig lige højt, selvom jeg ikke kunne give ham et barn. Men var det sandt ?

       Han fik aldrig noget nært forhold til min søn. Nogle gange havde jeg ham endda mistænkt for at være jaloux, hvis jeg gav min søn et kys eller et knus.

       Selvfølgelig skændtes vi også en gang i mellem. Jeg var ret dominerende, og han var stædig og konfliktsky. Jeg havde ordet i min magt, mens han havde meget svært ved at sætte ord på sine følelser. Tit følte han sig trængt op i et hjørne, når jeg ville snakke om problemerne, løse dem, inden vi lagde os til at sove, hvorimod han hellere ville lade som om de ikke eksisterede. Så håbede han, at de forsvandt af sig selv...

       Alligevel kunne vi ikke undvære hinanden. Så da vi havde kendt hinanden i 10 måneder, flyttede han ind hos mig. Jeg pressede nok lidt på, for når vi nu alligevel altid var sammen hos mig, hvorfor så bruge penge på en lejlighed, som næsten aldrig blev brugt. Det måtte han jo give mig ret i. Men angsten ulmede under overfladen...

       Vi ville købe en sofa, og jeg havde et katalog med en meget flot, rød hjørnesofa i læder. 

       På billedet sad der en lille pige på ca. et år i sofaen, og for sjov sagde han: "Den tager vi, hvis pigen følger med..." Det gjorde hun !!! Da vi havde bestilt sofaen (ca. en måned efter, at han var flyttet ind), blev jeg gravid.

       Jeg vidste, at det var sket d. 21. december og sagde senere til lægen, der satte terminen, at jeg ville komme til at føde d. 21. september. Det troede han selvfølgelig ikke på, men sagde, at det ville blive mindst 14 dage senere. Jeg fik ret. Vores ønskebarn blev født d. 21. september kl. 20.45.

       (Præcis 2 år efter, bare 2 minutter før blev hendes lillesøster født. Der var 2 år, 2 minutter,      2 cm og 20 gram forskel på dem. De skulle begge have været født derhjemme, men endte begge med at blive født på sygehuset).

       Vores ønskebarns fødsel skulle blive begyndelsen til enden på vores forhold...

       Det blev en langvarig fødsel, og mit store ønske, om at føde hjemme, blev ikke opfyldt. Jeg manglede kun et par cm i at være udvidet nok, men time efter time gik uden, at der skete noget. Til sidst var mine kræfter ved at være brugt op. Barnet ville ikke ud, men blev ved med at dreje rundt. Jordemoderen overtalte mig til at tage på sygehuset, selvom jeg var ked af det. Turen i ambulancen må have haft en speciel virkning, for da vi ankom til sygehuset, var fødslen ved at gå rigtigt i gang. Der var sendt bud efter en læge, men da han kom, var hovedet ved at komme til syne, så han blev sendt væk igen (til min store lettelse). Så begyndte den største fysiske styrkeprøve, jeg i mit liv har oplevet.

       Havde jeg troet, at mine kræfter var brugt op, blev jeg nu bomstærk og pressede så mine øjne var ved at sprænges. Da hovedet kom ud, sagde jordemoderen: "En lille "stjerne-kigger", fordi ansigtet vendte opad. Det var også derfor, at hun havde været så svær at presse ud. Og jeg havde ikke fået nogen form for smertestillende midler, kun ilt.

       "Min lille datter, op på mors mave..." Jeg græd af glæde; det øjeblik, så tæt på livet og døden, gjorde mig både taknemmelig og ydmyg, det stærkeste og lykkeligste øjeblik i mit liv.

       Hendes far klippede navlestrengen, da den holdt op med at pulsere, og lidt senere, da hun var blevet målt, vejet og undersøgt, holdt hendes bror hende for første gang, og der blev knyttet et bånd mellem dem... Han var også meget berørt af situationen, da han havde været til stede under det hele og havde taget billeder af hendes ankomst til denne verden.

       Efter at have hvilet et par timer, blev vi kørt hjem i ambulance. Det var bare skønt at komme hjem i vores egen seng, men selvfølgelig kunne vi ikke sove. Et lille nyt menneske lå dèr imellem os. 

Og var kommet imellem os...

       Allerede tre dage efter lå han dèr ved siden af mig i sengen, så underlig kold. Mit spørgsmål om, hvad der var i vejen, kunne han ikke svare på. Så brød min glemte (troede jeg) angst, for at blive svigtet og ikke være god nok, op i min bevidsthed. Jeg huskede med rædsel dengang for 14 år siden, da min søns far svigtede mig, fordi jeg blev gravid: "Hvis du får en abort, vil jeg gerne fortsætte med at komme sammen med dig, ellers ikke", havde han sagt... Og nu stillede jeg den nybagte far det skæbnesvangre spørgsmål:

"Elsker du mig ikke mere ?" Han svarede ikke...

       Det føltes som om jorden åbnede sig under mig, og jeg styrtede ned i et sort, bundløst dyb, mens jeg af al magt prøvede at finde noget at holde fast i. Der var intet. Kun mørke, angst og fortvivlelse...

       Den tid, som skulle have været fyldt med glæde, lykke og søvnløse nætter, blev i stedet et mareridt af sorg, afmagt og søvnløse nætter. Selvom han fortvivlet prøvede at overbevise mig (og sig selv) om, at selvfølgelig elskede han mig, og at han ikke vidste, hvad, der var gået af ham, troede jeg ikke på det inderst inde, hvor gerne jeg end ville. Denne dybe utryghed smittede selvfølgelig straks af på barnet, som så ikke kunne sove om natten. Hun var ellers sund og rask og voksede utroligt hurtigt. Og vi elskede hende begge to meget højt. Intet var for godt til hende. Jeg blev nervøs for, om jeg gjorde det hele godt nok, og om han gjorde, hvilket fjernede os endnu mere fra hinanden.  

       Jeg fik nogle grimme angst-anfald, hvor jeg ikke kunne få luft eller synke, når jeg spiste. Når vi skulle i byen og købe ind troede jeg, at jeg ville falde om og dø, blive kvalt. Da det havde stået på i nogle uger, ringede jeg til min bedste veninde, og bad hende om at hjælpe, da jeg ikke ville til lægen og have beroligende medicin. Hun foreslog mig, at hver gang et angst-anfald var på vej, skulle jeg lægge mig på sengen og tage imod det, i stedet for at KÆMPE imod det. Prøve at slappe af og lade angsten skylle hen over mig, flyde med strømmen...

       Første gang, jeg gjorde det, skete der noget meget mærkeligt: Jo mere jeg slappede af, des hurtigere forsvandt angsten, og en følelse af varme bølger skyllede op igennem og udenom min krop. Det var en vidunderlig fornemmelse, som en orgasme, og alligevel blev jeg lidt forskrækket, og straks holdt det op. Dog kunne jeg derefter kalde fornemmelsen frem bare ved at tænke på den og slappe af, hver gang, det var nødvendigt. Senere opdagede jeg, at denne liflige følelse kunne give mig ny energi, hvis jeg var træt. Det var dog ikke altid, at jeg huskede at gøre brug af denne gave, jeg havde fået.

       I lang tid efter fødslen var jeg skrækslagen for at blive gravid igen. Den angst for at miste hinanden, som vi begge havde følt så stærkt lige efter fødslen, påvirkede nu vores lyst til hinanden. Der var kommet en ny (ikke positiv) dimension ind i vores seksuelle liv. Den bittersøde smag, vores elskov havde fået, begyndte at fjerne den oprindelige kærlige og naturlige lyst til at glæde hinanden og gøre noget for at forøge den andens vellyst.

       I stedet forsøgte vi desperat at TAGE fra hinanden. Vores samtidige orgasmer ophørte, og det hele fik noget tvangsmæssigt over sig. Vi var stået på en følelsesmæssig rutchebane, som begyndte at køre nedad i en spiralformet bevægelse, og det gik alt for hurtigt til, at vi kunne stoppe eller hoppe af...

       Ni måneder efter fødslen fik han endelig samlet mod nok til at forlade os for første gang. Det skete under en ferie hos hans bror i Tyskland, at beslutningen blev taget. Vi var ellers taget derned for at prøve at redde stumperne af vores forhold, men det gik anderledes. Vi havde kun været der få dage, og han hentede styrke hos broren og svigerinden, som støttede ham. Jeg følte mig meget ensom.

       Tidligt næste morgen tog vi afsted. Turen hjem til Danmark tog 10 timer, og vi snakkede næsten ikke sammen. Jeg opdagede, at han var begyndt at ryge, efter at have været holdt op i 4 år. 

       Han ville flytte med det samme, da vi kom hjem sent om aftenen, men  det lykkedes mig at overtale ham til at blive om natten. Han ville sove inde i stuen, og på et tidspunkt gik jeg derind. Vi kunne jo ikke sove nogen af os.

       Vi sad i sofaen, den skæbnesvangre røde lædersofa, og græd i hinandens arme. Pludselig måtte vi have hinanden, et hurtigt men meget intenst samleje, hvor det var smerten og sorgen, der drev os og ikke kærligheden. Det blev en symbolsk forening, hvor han straffede mig for den smerte, jeg havde påført ham. (Det at elske kan jo indebære en risiko for at miste, men det ville han ikke acceptere). Symbolsk på den måde, at de næste 3 år skulle indeholde utallige gentagelser af denne smertelige forening, fordi vi ikke kunne holde os fra hinanden. I begyndelsen var det selvfølgelig mig, der prøvede at få ham til at komme tilbage. Det lykkedes efter 3 måneder, og han flyttede ind igen. Jeg var glad og troede, at nu ville vi få styr på tingene. Men nej, der gik kun 3 uger, så var den gal igen. Han kunne ikke klare det. At det var jul, forstærkede kun det hele, og oven i alt det blev jeg gravid igen...

                 Timet og tilrettelagt, hva`.               

Indhold :