Kapitel 6

  Sorry, your browser doesn't support Java(tm).

 

 

    6.

       Hvad gør det ved en kvinde, at fædrene til hendes 3 børn svigter? For mig blev det bare en bekræftelse af, at sådan er fædre. Min egen far havde gjort det samme! Mine forældre blev skilt, da jeg var 6 år, fordi min mor ikke kunne leve sammen med min far, der var alkoholiker. 

       De blev gift, fordi min mor blev gravid, og allerede da vidste min mor godt inderst inde, at han drak mere end normalt. Men hun havde vel en forestilling om, at det holdt op, når de blev gift, og jeg blev født. Og hun var vildt forelsket i ham. 

       Han var meget flot og charmerende og kunne spille klaver og synge, så hendes hjerte smeltede.

       Min fødsel blev meget langtrukken, og hun måtte klare det alene, uden ham. Det tog 24 timer inden jeg endelig kom til verden, og min mor råbte og skreg og kaldte på sin egen mor og min far, selvom de ikke var der og kunne hjælpe hende. Og veerne gjorde frygtelig ondt på hende. Så da hun endelig holdt mig i sine arme, var det ikke hendes højeste ønske, der var blevet opfyldt...

       Hun passede mig godt, og sørgede for, at jeg fik alt, hvad jeg fysisk havde brug for. Jeg er sikker på, at hun også troede, at hun elskede mig. Så blev min bror født. Jeg var 1½ år og blev meget hurtigt jaloux på ham. Jo mere kærlighed, hun gav ham, des mere mut og indesluttet blev jeg. Min bror var altid glad og åben, og han kravlede selv op på hendes skød, hvorimod jeg altid skulle tages og løftes derop !!! (Hun har senere fortalt mig, at hun følte, at jeg ikke kunne modtage kærlighed...)

       Vi boede hos min mormor og morfar i deres store hus i Solrød Strand, indtil mine forældre fik lejlighed inde i København.. Efter et par år flyttede vi til en større og bedre lejlighed på Frederiksberg. Min mor prøvede forgæves at få min far til at holde op med at drikke. Antabus blev forsøgt, og han var også på et tidspunkt på et behandlings-hjem for alkoholikere ( altsammen mere eller mindre imod hans egen vilje.)

       Da jeg var 5 år gammel, flyttede vi op på en gård i nærheden af Kalundborg, da min mor troede, at det ville hjælpe at komme væk fra byen og min fars druk-kammerater. Hun troede stadig, at hun kunne få ham til at holde op, og at det ville være nemmere, hvis der ikke var nogen i nærheden, der ville drikke med ham. Men lige tiltrækker jo lige, så han fandt altid selskab, der delte hans interesser. Min far havde en landbrugs-uddannelse, men det blev min mor, der måtte tage det store slæb for at få tingene til at fungere. 

       Hun malkede de to køer, satte dem på græs, plukkede frugt, som skulle syltes, fodrede heste og grise, mugede ud, passede os, gjorde rent, lavede mad og huggede brænde til det gammeldags komfur, mens min far enten ikke var hjemme eller lå og sov brandert ud.  

       Jeg har meget få minder fra den tid, men dem, jeg har, står til gengæld klare og tydelige i min hukommelse:  

       ...Vi havde høns og ænder, og en af ænderne var min. En dag skulle de slagtes, og jeg græd og bad min far, om min ikke måtte få lov til at leve. Men nej... Jeg stod og så på, at han huggede hovedet af den og alle de andre. Og nogle af hønsene løb afsted uden hoved med blodet sprøjtende ud af halsen... Og jeg kan huske min fars brune fløjlsbukser, ikke hans ansigt...

       ...Min far var ved at tage roer op, og jeg sad ved siden af ham oppe på vognen. Pludselig gav han mig tømmerne og sagde, at nu var det MIG, der styrede hesten. Jeg var utrolig lykkelig...

       ...En eftermiddag var min bror og jeg alene hjemme, fordi mine forældre var ovre på nabogården. Der skulle slagtes gris.

 

       Vi stod ved vinduet og spiste lakridskonfekt, mens vi kunne høre de gennemtrængende og uhyggelige skrig fra de døende grise. Næste dag fik vi blodpølse...

       ...Juleaftensdag vågnede jeg og det første, jeg så var min dukke, som lå på en stol ved siden af sengen. Den havde fået nyt tøj, og det havde min højt elskede mormor strikket. Glæden fyldte mit hjerte...

       Vi boede på den gård i ca. et år for vi nåede både at høste og holde jul der, inden min mor gav op... Hendes fortvivlede og usikre liv måtte både for hendes egen og for vores skyld forandres. Hun kunne ikke klare aldrig at vide, om min far nu havde taget hendes sidste penge, et maleri eller noget  andet værdifuldt og solgt det for at få penge til spiritus, eller om han havde andre damer på sine drukture.  

       En gang hvor han havde lovet at komme hjem, sendte han i stedet 2 kæmpestore bamser hjem til os i en taxa, mens han blev på sit værtshus, hvor han sad og fortalte om sin dejlige familie...

       Når han var hjemme kunne han godt gå flere dage uden at blive vasket og barberet. Når han så endlig gik i bad og barberede sig og tog hvid skjorte på, vidste min mor, at nu gik han... Nogle gange tiggede og bad hun ham om at blive hjemme, hvilket han selvfølgelig ikke kunne. Andre gange stod hun bare og så magtesløst til. Noget, der var stærkere end både hendes og hans egen vilje, kaldte på ham.

       Da vi flyttede fra gården, var vores lejlighed stadig fremlejet, så vi måtte bo hos min mormor og morfar, der nu boede i et rækkehus i Humlebæk. Nu ville min mor skilles, og hun måtte finde et arbejde. På et tidspunkt kom min far for at snakke med hende og give hende nogle penge til at købe julegaver til os. Da han skulle gå igen, spurgte han, om han kunne låne nogle penge af hende, og hun gav ham hans penge tilbage... Det var jo tanken, der talte !!!

       Min bror og jeg vidste selvfølgelig ikke dengang, hvilket svært valg vores mor stod overfor, da hun besluttede at blive skilt fra min far, for hun elskede ham virkeligt højt og han hende. Men hans sygdom gjorde ham uegnet til at tage ansvar for andre. Han var den yngste af tre brødre. De to ældre var altid meget dygtige, og startede en maskinfabrik, som gjorde dem velhavende. Han magtede ikke at leve op til forventningerne, og det hjalp jo ikke på selvtilliden. Han tog godt nok en uddannelse som landmand, men brugte den næsten ikke. I stedet gik han fra det ene arbejde til det andet. En overgang havde han en frimærkeforretning, men det blev for kedeligt. Han var intelligent og havde mange evner, men han ville hellere leve fra hånden til munden end at skabe sig en karriere.

       ( En clairvoyant har for et par år siden fortalt mig, at min far var meget følsom og kunne føle alle andres problemer. Han valgte derfor at flygte ind i alkoholens tåger. Det var også en måde at holde sit løfte om, at han ikke måtte give sin datter kærlighed. Et løfte, som ikke mere var bevidst til stede i hans hukommelse, da det var givet allerede inden han selv blev født...)

Min mor kom sig aldrig rigtig over tabet af ham !

       Efter skilsmissen tog han til Tyskland, hvor han giftede sig igen og fik 2 børn til. Den nye kone holdt ud længere end min mor. Der gik 12 år, før de blev skilt.

       Da min bror og jeg var blevet voksne, tog han kontakt med vores far, som nu igen boede i Danmark. Vi mødte ham og lærte ham lidt bedre at kende. Vi inviterede vores halv-søskende fra Tyskland herop for at møde ham, men kun pigen kunne komme. Det blev et uforglemmeligt møde... Nu som 30-årig havde jeg stor lyst til at kravle op på skødet af ham, og lægge armene om halsen på ham, men jeg gjorde ikke.  

       I stedet jeg så min halvsøster gøre et forsøg på det, og han skubbede hende bare væk og fortsatte uforstyrret med den samtale, han var midt i... Hendes øjne fyldtes med tårer, og jeg genkendte hendes savn, som bare var endnu større end mit...  

       ...Jeg havde savnet ham utrolig meget som barn. Som stor pige havde jeg en fiks idè: Hvis jeg bare kunne få lov til at møde ham, kunne jeg "redde" ham. Min mor vidste godt, at jeg ikke kunne klare at se ham, for da jeg var omkring 10 år, kom han på besøg. Han havde drukket sig mod til, hvilket min mor kunne lugte. Hun blev selvfølgelig ked af det, men prøvede at skjule det. Han havde Guldbarre med til min bror og jeg, men det gjorde så ondt indeni mig, at jeg løb grædende ind på mit værelse, og jeg kom ikke ud førend, han var gået...

       Så det var mærkeligt nu som voksen at få besøg af sin længe savnede far. Jeg fandt hos ham nogle egenskaber og vaner, som jeg selv havde, og aldrig havde genkendt hos min mor. Det var en rar fornemmelse. På den anden side måtte jeg opgive drømmen og håbet  om at få min far tilbage. Det var virkeligt hårdt, men et nødvendigt valg, for nu var jeg voksen, og måtte selv tage ansvaret for mit liv. Jeg besluttede mig for selv at give den lille, ulykkelige pige inden i mig al den kærlighed, hun aldrig havde fået. Og jeg fandt ud af, at det godt kunne lade sig gøre. Samtidig kunne jeg prøve at acceptere og tilgive min far, og så modtage det, han KUNNE give mig nu, hvilket ikke var så lidt endda.

       Pudsigt nok skete der også det, at da min mor mødte min far igen, blussede deres gamle kærlighed op, og de begyndte at "komme sammen" igen 25 år efter, at de var blevet skilt, og de havde et par år sammen, inden han døde.

       Selvom han stadig havde perioder, hvor han drak, så holdt han sig bare væk fra min mor, og det accepterede hun. Han kunne så til gengæld komme med usprøjtede grøntsager fra sin kolonihave til hende, hvad der betød meget for hende. De tog endog på en ferierejse sammen til Mallorca. Det kunne dog ikke skjules, at min far var mærket af det liv, han havde ført, både hvad udseendet angik og det helbredsmæssige. Han sagde, at han havde fået konstateret lungekræft, og der var også noget galt med bugspytkirtlen. Han havde i hvert fald tit meget stærke smerter i den, hvilket kan være en følgesygdom til alkoholismen. Og det eneste, der kunne dulme smerterne, var snaps !!! Han sagde på et tidspunkt, at han havde en fast aftale med en læge, som han kendte, der havde lovet at hjælpe ham, hvis han fik så mange smerter, at han ikke kunne holde det ud...

       En dag ringede min far så til min bror, og inviterede ham til at komme på besøg. Min bror kom og ringede på, men der blev ikke lukket op. "Han er nok faldet i et "hul"," tænkte min bror og tog hjem igen. De to næste dage ringede han til min far flere gange, men ingen svarede. Så tog han derud igen, men denne gang havde han taget en nøgle med til lejligheden. Da han åbnede døren fik han et chok...

       Min far lå på gulvet ved siden af sin seng. Han var helt sort i hovedet, og lå i en plamage af indtørret bræk. Lugten var også uudholdelig...

       Først efter begravelsen fandt min mor, mens hun ryddede op, en lille seddel på hans skrivebord, hvorpå han havde skrevet, at på grund af uudholdelige smerter tog han sit eget liv... Så vidste vi pludselig, hvordan det var gået til: Han havde fået fat i nogle sovepiller, og havde skyllet dem ned med rødvin. Han havde lagt sig på sengen for at afvente søvnens komme og smertens ophør. Men han må imidlertid have fået et hosteanfald og kastet op eller måske skyltes opkastningen noget i pillerne. I hvert fald var han blevet kvalt i sit eget bræk og var faldet ud af sengen.

       At min bror skulle være kommet og have fundet ham fredeligt "sovende", havde selvfølgelig været hans mening, 

        men sådan skulle det altså ikke gå...       

Indhold :