Kapitel 8

Sorry, your browser doesn't support Java(tm).

 

 

8. 

       Det meste af min barndom levede min mor alene med min bror og jeg. Hun giftede sig aldrig igen. Hun kom sammen med nogle få mænd, hvoraf to boede hos os i et stykke tid. Den ene af dem blev vi børn meget glade for, og han tog sig meget af os. Desværre kunne hun ikke stole på ham. Han rejste som forsikringsmand i hele Norden, og på disse rejser havde han andre kvinder. Derfor måtte han flytte. Og hvor vi savnede ham...

       Jeg havde dog hele tiden et fast holdepunkt i mit liv, nemlig min mormor. Jeg har altid vidst, at hun accepterede og elskede mig præcis, som jeg var. Efterhånden som jeg voksede op, havde min mor og jeg mange sammenstød. Heldigvis havde jeg altid et sted, hvor jeg kunne søge tilflugt. I perioder boede jeg så hos min mormor og morfar. Jeg elskede at være der, for jeg fik så meget opmærksomhed og blev rigtig forkælet. 

       Jeg måtte for eksempel drikke kaffe. Og vi fik rigtig piskefløde i og masser af sukker. Om morgenen hentede jeg kryddere, og om eftermiddagen fik vi altid kager til kaffen. Når vi skulle købe ind, fik jeg lov til at vælge pålæg hos slagteren. Jeg kan dog huske enkelte gange, hvor jeg blev lidt flov over min mormor, når hun sagde: "Vi skal have den franske leverpostej, nu den er vel hjemmelavet ?" eller hos fiskehandleren: "De fiskefiletter, er de nu helt friske".

       Hos ostehandleren, hvor vandet løb ned af ruderne, hvilket fascinerede mig meget, kunne vi smage på det ene stykke ost efter det andet, og det varede længe, inden hun var tilfreds.      Grønthandleren skulle håndplukke alt lige fra løg, til asparges-kartofler og æbler. Lige i TV-kokken Claus Meyer`s ånd!!!

       Den gang var der virkelig noget ved at gå ud at handle, og det kunne tage flere timer, hvor mormor fik snakket med de handlende og samtidig fik bekræftet, at hun virkelig var en fin dame, der bare fortjente det bedste.

       ...Med disse minder i indkøsvognen bliver en tur i Netto eller Fakta til en fattig oplevelse...

       Min mormor elskede mad, og det smittede af på mig, og har hængt ved lige siden. Hun elskede også fester, og dem blev der holdt mange af, med gamle cigar-rygende fastre og tanter med elefanthud på benene. Og enhver dejlig middag blev altid afsluttet med, at vi alle tog hinanden i hænderne, rejste os op og sang: "Velbekomme, velbekomme, mange tak for mad. Uden mad og drikke duer helten ikke. Velbekomme, velbekomme, mange tak for mad"...

       Det var min mormors fortjeneste, at familien holdt sammen lige indtil hendes død. Så brød gammel ufred og jalousi op til overfladen.

       Det var på en ferie hos mig i Skagen i 1973, at min mormor fik en hjerneblødning og blev delvis lammet i den ene side. Efter nogle dage blev hun og min mor kørt hjem til København i ambulance. På det tidspunkt vidste jeg godt, at det ikke ville vare længe, før hun ville dø. Jeg havde set i hendes øjne, at hun var træt og havde givet op.

       Hun havde fortalt mig, at hendes elskede søster, som var død flere år forinden, nogen gange kom til hende i drømme og spurgte om, hun ikke snart kom over til hende, for hun savnede min mormor så meget.

       Jeg var ikke bekymret eller ked af det, for jeg vidste, at hendes tid var kommet. Det var værre med min mor. Hun ville for enhver pris prøve at holde sin mor i live. Hun tog ud på hospitalet hver dag med gulerodssaft til hende, og prøvede at holde hende i gang ved at gå  ture på gangene med hende. Efter ca. en måned var det slut.  Min mor fik en opringning fra hospitalet, at min mormor om morgenen havde fået et blodprop i hjertet og var død få minutter efter. Gudskelov havde hun ikke været der, for det havde hun ikke klaret. Hun elskede sin mor utroligt højt, og kunne ikke have givet hende fri, kunne ikke forestille sig livet uden hende...

       Jeg græd ikke over hendes død, fordi jeg vidste, at NU havde hun det godt, og at døden var hendes ønske. Selvfølgelig savnede jeg hende og den betingelsesløse kærlighed, hun altid havde givet mig, men visheden om, at hun nu var sammen med sin elskede søster, og sikkert også andre elskede familiemedlemmer, oppe hos GUD, gjorde savnet udholdeligt.

       Hun havde været et elskeligt menneske, min mormor. Alle kunne lide hende og hendes livsglæde var smittende. Hendes liv havde ikke været særlig let. Da hun var helt ung mistede hun sin store kærlighed. Han døde af den spanske influenza. De var forlovede. Hendes sorg var stor...Og hun glemte ham aldrig...

       Hendes ægteskab med min morfar var det meste af tiden hårdt arbejde både fysisk og psykisk. De byggede en forretning op helt fra grunden. De arbejdede fra tidligt morgen til sen aften. Da min mormor var gravid, arbejdede hun lige til veerne begyndte. Heldigvis kunne hendes lyse sind opveje min morfars skiftende humør og til tider hidsige temperament. Hun var som en lynafleder, og hun holdt ud og tilgav i en uendelighed. Og vi, hendes børnebørn, elskede hende overalt på jorden.

       Først, da jeg blev voksen, forstod jeg helt, hvor meget hun havde lidt i det skjulte. Og jeg forstod også min morfar, for jeg havde også nogle gange problemer med mit eget temperament. Jeg tror også, at min mormor forstod, at det ikke var hans mening at være ondskabsfuld, men at han bare havde ondt i sjælen. Og så skulle smerten bare ud. Et eller andet sted måtte hun have vidst, at hvis hun bare holdt ud, ville belønningen komme. Og den tror jeg, at hun har fået nu. I himlen...  

       Nu kender hun årsagen til, at hun skulle lide i så mange år.

Indhold :