Kapitel 9

 

Sorry, your browser doesn't support Java(tm).

 

 

 9.

                    1990:                   

       Efter 3 år i mit "selvskabte" helvede alene med 2 små skrigende børn, havde jeg havde det så dårligt, at jeg vidste, at hvis ikke det skete noget meget snart, ville jeg ende på "koldbøtte- fabrik". Og det ville jeg ikke byde mig selv og slet ikke mine børn. Så jeg flyttede (flygtede) til Sjælland, hvor min familie boede. For nu havde jeg virkelig for hjælp og støtte. Det var en enorm lettelse at komme væk. Selvom angsten stadig sad i mig, når jeg hørte lyde om natten, så kunne vi da gå rundt i tryg forvisning om, at vi ikke risikerede at rende ind i pigernes far, når vi var ude at købe ind osv. Og efterhåden som tiden gik begyndte vi allesammen at falde til ro. Og èn ting var jeg helt sikker på: Vi skulle aldrig  tilbage til Skagen igen.

       Jeg havde det efterhånden så godt med mig selv, at jeg så småt kunne begynde at bruge en speciel evne, som jeg havde opdaget efter mit sidste barns fødsel. Det var evnen til at hjælpe andre mennesker. Det startede med, at jeg prøvede at lægge mine hænder på deres hoved, når nogen havde hovedpine. Som regel gik den væk. Efterhånden kom folk til mig med både fysiske og psykiske problemer. Jeg hjalp dem så til at finde frem til de årsager, der havde skabt problemerne. De kunne så  arbejde med årsagerne og på den måde gøre sig selv raske. Jeg mærkede også, at efter hver healing fik jeg det selv bedre og bedre. Når jeg åbnede op for den guddommelige healende kraft og lod den strømme igennem mig for via mine hænder at overføre kraften til andre, blev der altid noget af denne kraft tilbage i mig. Jeg kunne mærke min forbindelse til den åndelige verden blive stærkere for hver gang. Og min livsglæde voksede for hver dag...

       Gennem mit arbejde med healing kom jeg i kontakt med mange dejlige mennesker der, ligesom jeg, troede på og arbejdede med de samme kræfter. Efter en dejlig aften, hvor jeg havde lavet min første gruppe-healing, var jeg stadig så fyldt med energi, at jeg ikke kunne sove, da jeg kom hjem i seng. Jeg lå i flere timer og vendte og drejede mig, inden jeg hen på morgenstunden endelig faldt i søvn...  

       ---Jeg drømte, at jeg var i et hus. En trappe gik op til første sal. En person var på vej op ad trappen. Pludselig vidste jeg, at noget meget uhyggeligt nærmede sig. Jeg prøvede af al magt at skrige om hjælp til den, der gik op ad trappen, men jeg kunne ikke få en lyd frem... Og personen på trappen forsvandt. Jeg drejede mig rundt til venstre og så en kæmpestor sort skikkelse med onde, lysende øjne komme lige hen imod mig.

      Lammet af skræk så jeg, at han havde en rød snor strammet ud imellem hænderne. Han åbnede munden og et frygtindgydende brøl af raseri fyldte mine ører. Snoren nærmede sig min hals og i en brøkdel af et sekund vidste jeg, at nu skulle jeg dø. Min bevidsthed trådte tilbage, og jeg så på mig selv udefra. I stedet for at flygte, hvad jeg ellers altid i mine fortidige mareridt plejede at gøre, så jeg mig selv løfte armene op imod uhyrets arme og lægge begge mine hænder imod hans, idet jeg sagde: "Jeg elsker dig og jeg tilgiver dig---Jeg elsker dig og jeg tilgiver dig---Jeg elsker dig og jeg tilgiver dig... ---

       "Modigt gjort" tænkte jeg, "men nu dør jeg..."

       Og jeg vågnede. Jeg lå på ryggen med begge arme bøjede op på hver side af hovedet. Armene var helt døde. Jeg kunne slet ikke røre dem. Jeg gik helt i panik og prøvede at rejse mig op, men forgæves. "Rolig nu," tænkte jeg. "Du er jo ikke død."

       Og ganske langsomt begyndte blodet at vende tilbage til armene og hænderne. Men jeg var stadig så rystet, at jeg ikke turde lægge mig til at sove igen. Jeg huskede de mange mareridt, jeg havde haft i hele mit voksne liv. De handlede altid om, at nogen ville fange mig og slå mig ihjel. Og jeg flygtede altid...Hvorfor havde jeg ikke gjort det denne gang? Og hvorfor ville de altid slå mig ihjel?

       Min mor havde fortalt mig, at dengang, hun blev gravid med mig, sagde min far til hende, at det var med vilje, for han ville have hende. På deres bryllupsdag, imens de blev fotograferet, hviskede han til hende:

       "Du skal overhovedet ikke regne med nogen hjælp fra mig"!!! (Og det fik hun heller ikke). 

Det er godt, man kender sine egne begrænsninger!!!

       Når jeg nu tænker tilbage på mit liv, ved jeg, at følelsen af at være uønsket altid har ligget dybt i min underbevidsthed. En følelse af ikke at fortjene at leve. I hvert fald måtte jeg ikke have det godt !!! Når jeg var ked af noget, havde problemer eller var deprimeret, var det på en måde i orden at være til. Men hvis jeg var glad, følte jeg en trussel om, at det ville ikke vare længe. Meget værre blev det, hvis jeg blev vred. Det var overhovedet ikke tilladt. (Og er det stadig ikke)... Måske er det årsagen til, at jeg igennem hele mit liv i konfliktfyldte situationer altid har følt en voldsom vrede vokse i mig. Det var ligesom, der boede en vulkan i mit indre.

       Den kom dog først rigtig i udbrud, da jeg som 22-årig blev svigtet af  min kæreste, da jeg var blevet gravid. Jeg gik fuldstændig amok, og tævede løs på ham, da han sagde, at hvis jeg fik en abort, ville han gerne fortsætte med at komme sammen med mig, ellers ikke...

       For hver gang jeg havde været vred, kom angsten altid bagefter. Angsten for konsekvenserne af vreden. Det har nok været denne angst, der har fremkaldt mine mareridt. Den angst og de mareridt havde jeg levet med i 40 år.

       Først nu skete der en forandring. Dette nye, uhyggelige mareridt viste mig, at jeg nu var blevet stærk og modig nok til at se det farlige (dvs. angsten) i øjnene. Og endda elske det og tilgive det. Dette store mørke, som jeg nu begyndte at acceptere, var en del af mig selv !!! Det var en meget stærk indsigt, jeg her fik i mig selv...

       Jeg var begyndt at ELSKE og TILGIVE mig selv. Og derfra var der ikke langt til at begynde at tilgive mine forældre, mine børns fædre og andre, som havde gjort mig ondt. Denne følelse af total tilgivelse blev et vendepunkt i mit liv. Alt det jeg havde læst om Karma: 

"Alt, hvad du sender ud kommer tilbage, der er en mening med alt, hvad der sker..."

 Alt det stod pludselig helt klart for mig.

       Jeg VIDSTE nu, at det var sandt. Det var blevet bevist for mig. Nu, hvor jeg turde se angsten i øjnene, kunne jeg pludselig se om bagved den og se, at der var en mening med den. Jeg vidste at alt ondt, der var hændt mig, skulle lære mig noget. Skulle vise mig vej, føre mig fremad mod noget. Og det noget var min genvundne kontakt med den guddommelige verden...

       Med genvundne mener jeg den fornemmelse af, at jeg hørte hjemme her, at jeg begyndte at føle en form for fred i mit hjerte. 

       En helt ny fornemmelse, og dog vidste jeg, at jeg engang (i en anden dimension) havde levet med den permanent...

       Alle disse nye indsigter begyndte at ændre mine tanker i positiv retning. 

Og de nye, positive tanker ændrede mit liv...

 

Indhold :